Kalium er den vigtigste positivt ladede ion inde i cellerne, og kun en lille del cirkulerer i blodet. Denne cirkulerende del bestemmer den elektriske pirrelighed i nerve-, muskel- og især hjertevæv. Det reguleres af nyrerne og af aldosteron og siger derfor noget om nyre- og binyrefunktionen samt om syre-base-balancen.
Ingen målinger for denne markør endnu.
Forhøjet kalium afspejler oftest nedsat udskillelse via nyrerne, binyrebarkinsufficiens, acidose, vævshenfald eller lægemidler, der tilbageholder kalium, såsom ACE-hæmmere, angiotensinreceptorblokkere og kaliumbesparende diuretika. Lavt kalium følger oftest efter tab ved opkastning, diarré eller loop- og thiaziddiuretika og ledsager alkalose eller overskud af aldosteron. Begge retninger kan forstyrre hjerterytmen, så resultater uden for referenceområdet bekræftes som regel hurtigt hos en læge.
Falsk forhøjede værdier er almindelige og har betydning: en stram staseslange, knytning af hånden, vanskelig veneprøvetagning, hæmolyse af prøven eller forsinket behandling af prøven frigiver alle kalium fra cellerne. Meget høje tal for blodplader eller hvide blodlegemer hæver værdien i serum, men ikke i plasma. Det aflæses sammen med natrium og klorid, med nyremarkører som kreatinin og eGFR, med magnesium, hvis mangel gør lavt kalium vanskeligt at rette op, og med syre-base-status.
Referenceområderne er generelle værdier for voksne og afhænger af laboratorium, analysemetode, alder og køn. Til orientering, ikke diagnose — drøft resultaterne med din læge.