Klorid er den vigtigste negativt ladede ion uden for cellerne og følger normalt natrium tæt. Det bidrager til osmolaliteten, til væskefordelingen og til syre-base-balancen, da det udveksles med bikarbonat. Det måles hovedsagelig for at præcisere det billede, de øvrige elektrolytter giver, snarere end for sin egen skyld.
Ingen målinger for denne markør endnu.
Forhøjet klorid ledsager oftest dehydrering med vandtab og ses ved metabolisk acidose, hvor bikarbonat tabes gennem tarmen eller nyrerne, eller efter store mængder isotonisk saltvand. Lavt klorid følger oftest efter langvarig opkastning eller ventrikelsonde, brug af vanddrivende midler og kronisk lungesygdom med ophobning af kuldioxid. Da klorid følger natrium, peger ændringer i samme retning som natrium som regel på vandbalancen, mens modsatrettet bevægelse peger på en syre-base-forstyrrelse. Fortolkningen hører til hos en læge og ikke hos tallet alene.
Meget høje blodfedtstoffer eller proteiner kan forvrænge den målte koncentration, og bromidholdige præparater forstyrrer nogle analysemetoder. Nylige infusioner, opkastning eller vanddrivende midler på prøvedagen forskyder resultatet. Klorid aflæses sammen med natrium, kalium og bikarbonat, oftest via anion gap.
Referenceområderne er generelle værdier for voksne og afhænger af laboratorium, analysemetode, alder og køn. Til orientering, ikke diagnose — drøft resultaterne med din læge.